mandag den 6. maj 2013

Pinocchio, din næse vokser




Ser I... Jeg frasiger mig ikke fra et par tusind gange i mit liv at have smidt en løgn eller to. Så betragt ikke dette nye indlæg som et forsøg på at pudse min egen glorie (har faktisk ikke set min glorie i noget tid nu, og jeg tænker tit på om den mon vender tilbage igen?). 

Jeg kan huske episoder fra min folkeskoletid, hvor pigerne stod og hviskede om mig (eller en anden) i hjørnerne. Det i sig selv var ubehageligt nok, for de var mestre i ikke på nogen måde at afsløre hvad de sagde - formentligt af frygt for en konfrontation eller lignende. Jeg vil påstå at det i præ-teen perioden er naturligt at sladre og bagtale hinanden. Man er jo så vanvittigt usikker, og selvom man moralsk set godt ved det ikke er noget man burde gøre, så sker det ligesom bare helt af sig selv alligevel. Det starter samtidigt en kædereaktion af sladder og bagtaleri, for bliver du selv hvisket om, så har du brug for at hviske om dem der hvisker om dig osv... Til sidst er alt kaos og klasselæreren må holde såkaldt "pige-møde" imens drengene bliver sent ud og spille fodbold. 
Det er pudsigt, for det værste ved sladder kan netop være at det når frem til dig, og så står du der med åben mund og polypper fordi den information du får om dig selv er fuldstændig og komplet usand. En løgn altså. Pinocchios næse voksede hver gang han fortalte en løgn. Derfor blev han hver gang mindet om og gjort bevidst om sin løgn, hvilket resulterede i at han ændrede sin opførsel til det bedre, og blev en rigtig dreng. 
Men hvad hvis Pinocchios næse ikke havde vokset ved hver lille løgn han fortalte? Ville han så nogensinde være blevet en rigtig dreng, og ville han måske overhovedet være bevidst om hver gang han fortalte en løgn? Det ubehagelige og en smule uhyggelige opstår når mennesker der lyver, ikke har nogen anelse om at de gør det, og derfor altså faktisk tror 100% på deres egne ord. Det er ubehageligt at tænke på, for et menneske der tror 100% på deres eget bullshit, virker langt mere overbevisende overfor dem der lytter. 

Historien om hvordan jeg mødte nok et af de mest ubehagelige mennesker jeg nogensinde har mødt, starter en fredag aften på en bar. Jeg, fuldstændig uvidende om min skæbne, var endt alene i byen da min veninde var blevet træt og var gået hjem. Jeg sad for mig selv oppe i baren, imens stedet stille og roligt blev mere og mere fyldt. Jeg ser pludselig to, lidt sært udseende unge mænd komme ind og spejde efter et sted at sidde. Der var to tomme pladser ved siden af mig i baren, så jeg vinkede dem over, venlig som jeg er. 

Det skal lige understreges at de begge til at begynde med nok var de mest socialt akavede mennesker jeg længe er stødt på. Jeg kæmpede en brav kamp for at gøre samtalen så flydende som muligt, men det var først efter de første tre øl at de to pudsigt udseende herrer begyndte at sludre lidt mere naturligt. Da jeg aldrig i mit liv havde set de to fyre før, snakkede vi naturligvis om løst og fast, og kom i starten slet ikke ind på om vi havde fælles bekendte. Jeg kunne godt mærke at de begge nok havde overvejet deres chancer for at score mig, men jeg prøvede ikke at tænke på det, da jeg virkelig ikke var tiltrukket af nogen af dem, selvom de virkede ganske harmløse. Pludselig, og jeg husker ikke samtalen i detaljer, finder vi ud af at den ene fyr (som senere skulle vise sig at være Pinocchios onde tvilling) engang har dated' en af mine bekendte, som jeg ikke kender så godt. Derefter finder vi ud af, at han i lang tid var kærester og boede sammen med min anden veninde, som jeg er tættere med nu, end før hændelsen. 
Nu skal jeg ikke udpensle for jer hvad den egentlige konflikt handlede om. Men jeg kan sige så meget at Pinocchios onde tvilling var mere end almindeligt interesseret i at høre hvad hans ekskæreste (sidstnævnte) havde fortalt om ham og deres forhold. Præcist hvad jeg sagde kan jeg ikke gengive, men jeg mindes at jeg anerkendte at hun havde fortalt at deres forhold ikke kunne betegnes som vellykket, og at han ikke just var blevet fremstillet som nogen helgen. Men som jeg også sagde til ham så er der vel to sider af sådan en historie (selvom jeg allerede der følte mig knapt så inspireret af at tale med ham og hans ven, da de allerede havde suget sig igennem to joints på under en time, og var blevet exceptionelt akavede at hænge ud med). Egentlig begyndte jeg derefter at miste interessen for deres selskab. Lige hvor jeg troede situationen ikke kunne blive mere kikset, bekendtgøre de begge i deres hashtåge at de begge er interesseret i at score mig, og spørger mig om hvem jeg vil vælge (what!?). I det øjeblik kommer en helt tredje fyr mig til undsætning, og jeg vælger så at sige at fordufte med ham, da han var klart mere interessant at snakke med end de to liderlige bonghoveder (ikke at jeg kaldte dem det. Men jeg tænkte det i al tavshed).  

Kære læsere, nu kommer så selve historiens kerne. Få dage efter den højst besynderlige aften, modtager jeg en email fra min veninde (som var ekskæreste til Pinocchios onde tvilling). Hun fortæller at hun er stødt på ham i byen efterfølgende, og er blevet totalt overrendt af ham og hans venner, som fortæller hende, at jeg har sagt at hun går rundt og siger til folk at han, imens de var kærester, tævede hende. Altså fysisk vold. Det er fuldstændig vanvittigt at han ud fra de meget få ting jeg sagde om den sag, er nået frem til at jeg påstod han tævede hende!? Jeg kan godt forstå hendes tvivl for han er hamrende manipulerende, og virker på sin vis ganske troværdig. Sagen er bare, at det er han ikke. Han er vanvittig. For jeg kan kun forestille mig at det var lige præcist det han oppe i sit lille paranoide, forskruede ryger-hovede har hørt mig sige. Når man pulser 2 joints inden for én time, kan jeg heller ikke andet end forestille mig at både ens realitetssans og hukommelse bliver en anelse svækket (jeg ryger ikke selv den slags, så jeg kan jo ikke sige det med sikkerhed). 

Her kommer rosinen i pølseenden. Jeg fortæller selvfølgelig min veninde at han ikke taler sandt, og indrømmer at jeg fortalte ham at han ikke just bliver fremstillet som populær (hvilket han heller ikke burde. Manden ER syg), men at emnet på ingen måde bevægede sig ind på fysisk vold. I så fald, så har jeg svært ved at huske sammenhængen. OG skulle samtalen være endt der, må han under alle omstændigheder selv have sørget for at den bevægede sig derhen, ikke jeg. Jeg aner virkelig hvor jeg skulle få den idé fra. Min fantasi, på trods af mit kreative sind, er sgu ikke så irrationelt livlig. Det helt komplet latterlige er så, at han går i byen alle de samme steder som jeg, går til de samme koncerter osv. Hvis vi bare kunne behandle hinanden som om vi ikke anerkendte hinandens eksistens, ville det være fint for mig.  Mennesker som han er nogle tabere, ligegyldigt deres intelligens, og jeg har haft lystløgnere nok i mit liv til at jeg gider have noget med sådan nogle typer at gøre. Oven i det var han en fucking nar overfor min veninde, fysisk vold eller ej - ved jeg jo ikke en skid om - men han skal bare holde sig væk. Desværre er  idioten er så flabet anlagt, at han ved ENHVER lejlighed stiller sig, som en af de førnævnte piger i 6 klasse, i et hjørne, og hvisker en af sine venner eller veninder i øret, imens han GUD-HJÆLPE-MIG står og peger på mig!!! Hvad fanden foregår der når man ikke bare kan tage "the high road" og ignorere hinanden som almindelige mennesker der hader hinanden, i stedet for den der komplet øretæveindbydende opførsel. Jeg er ikke voldeligt anlagt, men en fyr der står som en eller anden præ menstruel kælling og hvisker, sladrer og peger, imens man bare prøver at danse til "Can I Kick it?" med "A Tribe Called Quest", er da for latterlig og fortjener sådan en gang smæk, at hans røv i sidste ende kommer til at ligne den dårligt lagte rouge som alt for mange Matas assistenter render rundt med. Er det endnu et led i den metroseksuelle mands udvikling? At begynde at te sig som præ-teenager med hormoner skydende ud af røv og ører og selvtillid med samme styrke som riskiks uden hverken salt eller chokolade? Det er mig simpelthen ubegribeligt. Jeg er aldrig åbenlyst blevet peget af og hvisket om, af en FYR (medmindre det har været noget positivt, flirt-orienteret).

Til en slut vil jeg understrege at jeg anstrenger mig helt umenneskeligt for ikke at gå hen og give ham klichéen : "Hvis du har et problem så fucking sig det til mit FaCe, MottErFukkeR!!!"... Men jeg holder mig i skindet. Det er så åbenlyst den konfrontation han fisker efter at jeg tager, for at jeg kan fremstå som en skør bitch med paranoia (når det i virkeligheden er den rolle han burde have). Manden er ikke helt dum. Men jeg har luret hans taktik. 
Det er bare så vildt, at psykopater som ham kan gå frit rundt omkring imellem os. Det er et fucking minefelt man. 

Pas på hinanden derude!

-Marie



onsdag den 1. maj 2013

Tvivlsomme tilstande






Kære læsere. Jeg er i fuld gang med at få gang i bloggen igen. Efter ca. et år med mange forandringer, føler jeg mig efterhånden klar til at smide lidt flere røverhistorier ud i cyberspace, til jeres fornøjelse selvfølgelig! 

Jeg sidder lige nu på mit nuværende job. Jeg var så heldig at blive ung pige i huset (uden logi) hos en rigtig sød familie, langt ude på landet (tæt på Vester Skjerninge, fyn). Jeg passer deres nu 8 mdr gamle dreng Birk. En livlig baby af slagsens. Jeg sidder og betragter hvordan han kæmper for at finde ud af hemmeligheden bag at kravle, imens jeg håber han ikke lige pludselig sætter i et hyl og får en frustrationskrise (han er i den alder, hvor han ikke kan regne ud hvordan man kommer fremad når man ligger på maven, men igen og igen bliver ved med at skubbe sig selv bagud, altså længere væk fra det objekt han gerne vil hen til. Egentlig en meget smuk metafor for det unge voksenliv, hvor man nogen gange føler man har præcist samme problem, når man prøver at regne ud hvordan man skal komme videre med sit liv). Jeg søgte i år igen ind på Designskolen Kolding, og til forskel fra sidste år, blev min hjemmeopgave ikke engang godkendt. Det var mest af alt et skår på selvtilliden, eftersom jeg gik videre sidste år. Udover det havde jeg noget tid forinden fået fortalt af en veninde som har gået på skolen, men valgte at droppe ud, at hele deres illustrationslinie er ved at blive nedlagt, og at mængden af kreativ udfoldelse er minimalt. I hvert fald den som ikke foregår foran en computerskærm. Derfor kom jeg kraftigt i tvivl om det var den vej jeg ville gå alligevel. Muligvis spillede min tvivl ind da jeg lavede min opgave, hvad ved jeg... 
Heldigvis, sammenlignet med sidste år, har jeg fået smag for undervisningsområdet, og har derfor også søgt ind på Zahles lærerseminar, og Århus lærerseminar... Jeg håber jeg kommer ind på Zahles, da det skulle være det bedste lærerseminar. Men hvad ved jeg, har jo ikke været studerende nogen af stederne. Det bunder nok i at jeg egentlig gerne vil bo i kbh. Jeg trænger til noget helt nyt. Og jeg trænger til en by der er stor og uoverskuelig hvor man ikke konstant render ind i folk man kender. Det er ikke fordi jeg har romantiseret København overhovedet, og det kommer lige så meget som en overraskelse for mig som det gør for mine venner at jeg gerne vil derover og bo, men ja. Nu ser vi om det overhovedet bliver København (kan jo være de ikke vil have mig på Zahles). Kan dog ikke ryste af mig at det ville være lidt fedt at bo i den by hvor Glyptoteket ligger, så jeg kan tage derind og tegne skitser. 


Det er 1 maj idag, og det var egentlig fordi jeg fandt et gammelt indlæg jeg havde skrevet en 1 maj for lang tid siden, at jeg fik lyst til at skrive et indlæg idag. Det er egentlig ikke fordi 1 maj nogensinde har været en særlig spændende dag for mig. Kan huske jeg engang var min daværende kæreste utro på en 1 maj, og at jeg, da jeg senere på den dag mødtes med ham (min daværende kæreste altså), så var han mega stiv og irriterede mig så grueligt at jeg indså at jeg nok ikke skulle være kærester med ham længere. Åh ja... De vilde ungdomsår. 
Jeg har ikke praktiseret utroskab siden. Men det er egentlig noget sjovt noget, det der med utroskab. Eller... ikke sjovt som i at det er noget at grine af. Jeg har selv aldrig oplevet det, og hvis jeg har været i et forhold hvor den anden part har dummet sig, så har jeg gudskelov ikke fundet ud af det. Jeg tror jeg foretrækker den lykkelige uvidenhed på lige dét punkt. I hvert fald hvis det drejer sig om en one-time affair. Det "sjove" ligger vel i, at jeg ikke mener det er noget man nogensinde gør hvis man er lykkelig i sit forhold. For mig er utroskab den ultimative indikator for at man ikke burde være sammen med den man er sammen med. Også selvom det er et engangsknald. Så snart man søger væk fra den person man er sammen med, og derefter praktiserer hvad der må konstitueres som en kærligheds-orienteret handling, så har man vel i det sekund valgt at udtrykke på aller tydeligste vis at ens interesse ikke ligger 100% hos ens partner, hvilket den da burde, hvis man er forelsket? Jeg indrømmer gerne at jeg, den ene gang jeg nogensinde har gjort det, ikke var glad for mit forhold, og bare ikke kunne finde ud af at gøre det forbi. Det er så min fejl, og det er bestemt heller ingen undskyldning for at være utro. Nok mere en forklaring, fordi det tit kan være virkelig svært at forstå hvorfor folk gør som de gør. Dét at man er ulykkelig med sin partner, kan jo ligeså godt have noget at gøre med at man ikke er lykkelig med sig selv. Så man kan ikke skyde skylden direkte på et dårligt forhold, det handler tit også om menneskers dårlige forhold med dem selv. Eller det tror jeg i hvert fald. 

En veninde fortalte mig forleden, at den klassiske opførsel fra det mandlige køn, efter de lige har været deres partner utro, er fuldkommen kølighed overfor pigen de har begået utroskaben sammen med... Det første døgn eller to. Hvorefter de enten 1) nervøst begynder at kontakte hende og hører om hun er "cool" med hvad der skete, samtidigt med at de febrilsk forsøger at gøre stemningen så "naturlig" som muligt, for at undgå det katastrofale, nemlig at hun sladrer. 2) Vil være sammen med hende igen (oftest i forbindelse med alkohol og hvis kæresten måske er ude af byen). Jeg bebrejder dem ikke det første. Det er selvfølgelig skrækkeligt at have dummet sig og være "kommet til" at lade sig friste. Men om jeg forstår de mænd der nærmest frivilligt lader sig selv falde i igen og igen, om og om, oftest med den samme pige. En teori kunne jo være at det er mænd som gerne vil have i pose og sæk - dermed ment at de ikke kan nøjes med én pige, men på en måde driver flerkoneri, uden at den egentlige "kone" derhjemme, ved noget om det? Jeg undrer mig bare... Fordi... Vil man ikke gerne være i et forhold med én, som giver en alt det man har brug for. Og ja så er der jo dem der lever i åbne forhold, som ikke tror på at man kan få alt fra kun én partner. Det ville jeg personligt ikke kunne finde ud af. Men jeg skal ikke rode mig ind på den snak, for jeg skal ikke gøre mig klog på åbne forhold. Lad os nu sige at man som holdt mand eller kvinde kommer til at dumme sig og gå i seng med en anden, bare én nat. Man fortryder det formentligt rigtig meget og føler sig som en kæmpe idiot. Men er det ikke også et tegn på at man måske skulle tage sit forhold op til revision ??? Eller er utroskab bare en del af de mange fejl som mennesker begår i løbet af livet??? OG skulle den omtalte utroskab blive opdaget af partneren, hvordan kommer man så videre derfra? For mig ville det være utilgiveligt, men det er lige så meget på grund af min overbevisning at jeg så ikke ville fortsætte forholdet... For jeg ville virkelig ikke tro på, at min kæreste virkelig ønskede at være sammen med mig. Hans underbevidsthed og hans handlinger/lyst har jo fortalt ham noget andet. Jeg er muligvis naiv, men ægte kærlighed, hvis sådan noget findes, burde i min optik være stærkere end fristelsen. Hvis fristelsen vinder, så er kærligheden der ikke. Følelsernes "farvekort" har jo utroligt mange nuancer, og ligesom man den ene dag kan tro man er forelsket, og den anden være i den helt anden grøft, så kan følelser som tryghed, det velkendte, dét at føle sig hjemme, føle sig tilpas, ligeså at FØLE sig elsket osv.. vel også blive forvekslet med ægte kærlighed? 

Der bliver ofte talt om, at når man møder den eneste ene, så er man bare ikke i tvivl. Men er det nu også helt rigtigt? Tvivl er en af de mest konstante følelser i mig personligt. Jeg betvivler især mit kærlighedsliv og mine følelser, netop fordi jeg så ofte har oplevet dem svigte, både fra min egen side såvel som fra min partners. Jeg bliver mere og mere overbevist om at følelseslivet er diffust og upålideligt, og ikke et sted man skal placere sin tillid. Måske netop derfor vælger folk at blive sammen, selvom der ikke er ægte kærlighed involveret? fordi alle de andre førnævnte følelser, er langt nemmere at stole på. Men har man først været rigtig forelsket, så kan jeg ikke forestille mig at man kan lade sig nøjes på den måde? På trods af usikkerheden, smerten, skuffelserne... så er ægte kærlighed (hvis man genkender den og giver den plads) da tusind gange bedre end tryghed og komfort. Ellers kan jeg ikke forestille mig andet end at man, hvis man mangler passionen i forhold, på et eller andet tidspunkt kommer til at lede efter den et andet sted. Det er ligesom så mange andre undertrykte følelser... Hvis du går rundt og holder vrede inde, vil det på et tidspunkt spontant eksplodere. Ligeså med undertrykt trang til kærlighed. 

For nogen mennesker kræver det stort mod at kaste sig ud i et forhold... Men jeg er sikker på at det for mange kræver lige så stort mod at forlade et forhold og prøve at leve alene og lære sig selv at kende uden den anden person. 

En mand som er i et meget seriøst forhold sagde i en kæmpe brandert, imens han prøvede at holde balancen og holde øjnene åbne, at han ikke var lykkelig, men at han var glad. Han kyssede mig bagefter. Jeg forstod det ikke rigtig, for hvis han gør forskel på lykkelig og glad, må det også betyde at han tror på lykken. Og hvis han ved lykken findes, hvorfor er det så ikke det han vil have? Han er ældre end mig, og jeg ved ikke om det spiller ind om man så nøjes med "glad" i stedet for "lykkelig". Personligt ville jeg ikke kunne være glad, hvis jeg vidste jeg gik glip at "lykkelig". Misforstå mig ikke, dette handler ikke om at han så at sige ville blive lykkelig med mig. Jeg tænker det er bedst at fravælge en mand som kysser andre kvinder på trods af kæresten derhjemme. Jeg mener nok mere bare, at jeg hellere ville leve alene forevigt, oppe i bjergene, hvor jeg skulle skide i et hul og tage bad i koldt vand, end at jeg ville sidde i villa med vovse og volvo, plus en mand som jeg følte jeg havde slået mig ned med fordi jeg ikke turde andet. Og ja, der sidder sikkert nogen af mine ældre læsere derude og tænker "vent du bare til dit biologiske baby-ur begynder at tikke, så kommer du nok på andre tanker". Men jeg skulle hilse at sige, at nu har jeg passet en baby siden januar, hver dag, og jeg er ikke blevet mere skruk. Tro mig, jeg elsker mit job, men hvis jeg skal have unger skal jeg dælme være så skide hamrende forelsket at jeg glemmer hvor sindssygt det er med babyer. Bliver aldrig en af de kvinder der forelsker sig i idéen om børn. Jeg forelsker mig i idéen om børn med en mand jeg er MEGET forelsket i. Derudover skal han jo både være klog, smuk og sjov... og ville have børn med mig, så der er lang vej endnu. 

Det der med at være "the other woman" har jeg også prøvet. Det er ikke noget jeg er stolt over, og på sin vis ville jeg nok også have valgt anderledes, kunne jeg skrue tiden tilbage. Der er bare det med at have den rolle, at man på en eller anden måde finder falsk selvtillidsboost i den. Man tænker "jeg er bedre end hans kæreste. Jeg giver ham noget som han ikke får derhjemme". Men det er jo egentlig bullshit. Jeg har selv været der og jeg skulle hilse at sige at der ikke går lang tid inden man begynder at føle sig noget nærliggende en street walker. Samtidigt er det svært egentlig at holde af en mand som begår noget man, hvis man selv var kæresten derhjemme, ville hade ham for. Lidt det samme som at være kærester med en kriminel (ikke at jeg siger utroskab burde være strafbart - hvilket formentlig er fordi jeg, af hvad jeg ved af i hvert fald, kun har været udøveren og ikke "offeret", so to speak). 

Jeg vil lade den hænge der... ønsker ikke at fordømme nogen, men jeg tror selv på lykken, så den bliver jeg i hvert fald ved med at spejde efter, imens jeg forsøger ikke at kysse flere holdte mænd. 






torsdag den 21. februar 2013

kom forår, kom!


ikke mere vinter. forår, tak. 

onsdag den 20. februar 2013

nyeste tegninger - folk fra virkeligheden

en af mine bedste veninder, Cecilie Halvorsen -  designstuderende 
Lea Thiim Harder - sangerinde fra Aarhus


fredag den 16. november 2012

"en gentleman han har sin ære..." ?



En kvinde fra fyn tog engang til København for at gå i byen med fynske venner som var immigreret til hovedstadsområdet, formentligt i håb om at undslippe provinsens kløer. På en bar måder den unge, attraktive kvinde en af hovedstadens charmerende ungkarle. Intelligent og tiltrækkende. Studerede på universitetet (jura). Kvinden så muligheden for en hyggelig aften med god sex, hvilket var noget hun i lang tid havde længtes efter. Situationen var perfekt. Der ville ikke opstå nogen akavet stemning omkring udveksling af telefon numre, da muligheden for et forhold bare ikke blev taget op til revision, den store afstand taget i betragtning. 
I fyrens seng endte hun således, og det var hedt. Kemien var god. Hun kyssede intetanende manden, uden nogen anelse om den katastrofe der ventede lige om hjørnet. Heller ikke da fyren stopper deres foretagende, for at skabe lidt stemning med lidt musik, var der nogen alarmklokker der ringede. 

Det skal lige nævnes at jeg ikke selv er den store fan af musik under sex. Jeg tror i princippet at jeg lytter for meget til lyrikken, og dermed har svært ved at kæde, lad os sige f.eks. "sweet child o'mine", sammen med det faktum at jeg ligger og prøver at nå klimax. Så generelt ville jeg hade hvis et ellers succesfuldt engangsknald blev blandet med musik, fordi det for det meste bliver en smule akavet, især hvis manden har en totalt fundamentalt anderledes opfattelse af, hvilken slags musik der er sexet at dyrke lagengymnastik til. Det ville så at sige være en katastrofe hvis en fyr satte Bon Iver på, for mit vedkommende, fordi Bon Iver er den slags musik jeg kun hører hvis jeg er virkelig trist og melankolsk - ikke liderlig. Ville ikke kunne komme i tanke om hvilken slags musik jeg rent faktisk lytter til i sidstnævnte sindstilstand... ? 

For at vende tilbage til den unge kvinde fra fyn, så indtraf katastrofen efter fyren havde trykket play, og de kendte toner fra den udødelige Sebastian musical "SKATTEØEN", bragede ud gennem højtalerne. 
Undskyld, men hvem fanden har nogensinde stemplet "femten mand på en død mands kiste" og "den flyvende hollænder" som en del af opskriften på at få tilfældige kvinder man slæber med hjem fra byen in the mood? Fyre der gør den slags fuldstændig komplet freaky krumspring burde have et kæmpe skilt om halsen når de går i byen hvor der står "gå ikke med mig hjem, medmindre pirat-inspireret musical musik gør dig våd i trussen"! 
Selvfølgelig var kvinden chokeret... forfærdet... forvirret? Var det en joke...? Ville han lige om lidt bryde ud i grin og sige "haha, der fik jeg dig!", og derefter skifte musikken til noget mere passende?... 
Desværre... Det var i ramme alvor, hvor svært det end må være for alle jer stakkels, forfærdede mennesker at forstå. Heldigvis lod kvinden ikke situationen udvikle sig, og hun bad ham, på mest venlige facon muligt, at slukke for musikken, da hun ikke rigtig synes det var så passende. Derefter gik de så igang med selve akten, hvilket jo i så fald også var hele grunden til at hun var der. Men ikke ret lang tid efter at være påbegyndt hvad der ellers skulle have været noget dejligt og tilfredsstillende, indtraf katastrofe nummer 2, hvilket blev kronen på værket, kirsebærret på toppen af kransekagen, ja... rosinen i pølseenden: Han begynder at nynne. Ikke bare hvilken som helst melodi, men... kan i gætte det?... SKATTEØEN!!! Det er her at jeg nærmet får lyst til at stille mig på taget af kbhs rådhus med en megafon og råbe "WHAT THE HELL IS GOING ON!!??". Hvornår og hvorfor er unge, single fyre blevet sådan nogle forbandede freaks!? Det er jo netop desværre sådan, at denne historie ikke er enestående... overhovedet! Jeg selv og mange af mine kære venner har desværre også ligget i samme grundvoldsrystende situation, hvor man ville ønske at man turde råbe "NEEEJ TAAAK", gribe sine ting og flygte over stok og sten og gemme oplevelsen væk et sted hvor man aldrig skulle finde den frem igen. Det er i disse situationer (udover jul, fødselsdage og almindelige søndage...) at jeg virkelig misunder de heldige som er i et fast parforhold. Man slipper udenom alle de tosser som går frit omkring ude i blandt os, og som man ikke umiddelbart kan genkende og spotte, da de ser totalt normale ud! Og i bedste tilfælde kan man finde én, som man kan være tosse sammen med. Forhåbentlig finder sex-til-skatteøen-manden engang en kvinde, som synes det er det mest sexede i verden, og så kan de som forspil gå ind og se musicalen sammen, og derefter gå hjem og have sex til soundtracket!? Det ville være smukt synes jeg... 

Derudover er der hele spørgsmålet om almindelig menneskelig anstændighed. Hun beder ham slukke for musikken, hvilket burde være et tegn på at dramatisk, dansksproget, musicalmusik ikke lige er hendes kop the ( i hvert fald ikke i nævnte scenarie), og alligevel begynder fjolset at ligge, i den aller mest intime position, og nynne melodierne fra den musik hun lige just har bedt ham om at slukke for. Er manden idiot? Forsøgte han, med vilje at skræmme hende ud af døren, eller har han som den eneste mand i hele verden kun mødt de få kvinder som synes at dét at knalde til Sebastian der synger "Ostesangen" var det fedeste i verden? Have some dignity! Havde han virkelig i sin vildeste fantasi ikke forestillet sig, at en sådan opførsel ville gøre ham til en stående joke i en hel vennekreds, og muligvis andres vennekredse? mon ikke han i sidste ende vil ende som inspiration for næste Nynne-agtige kvindelitteratur i rækken.
Alle har deres små sære sider, og det er derfor det er skønt at blive elsket, netop fordi ens kæreste bare skal elske alle ens små særheder. Det er derimod ikke påkrævet af et engangsknald. Det er meget uretfærdigt at have så høje forventninger til en kvindes accept, når man rent faktisk ikke kender hinanden. Det er derfor meget risikabelt generelt at gå med folk hjem man kun lige har mødt. Medmindre man har en fetich for musicals, pirater eller... Sebastian? Hvem i alverden ville så nogensinde tænde på den slags? hvem!? seriøst... Jeg ville kunne leve med.. en del særheder hvis jeg virkelig var forelsket. Men nynnen under sex er faktisk - music aside - et no go for mit vedkommende. Simpelthen. Og det kan alle mænd derude godt tage til sig. Hvad blev der nogensinde af god, gammeldags stønnen?


. marie









tirsdag den 13. november 2012

et hop, et skip og en fyring




jeg er egentlig overvældet over mit livs udvikling de sidste måneder. Og nej, dem af jer som kender mig ved med sikkerhed at det her ikke er et forsøg på at få folk til at have ondt af mig.Jeg angriber muligvis mine problemer anderledes end andre. Et normalt, følsomt, intelligent menneske som på så kort tid har gennemgået hvad jeg har gennemgået på det sidste, ville naturligvis gøre det totalt modsatte af hvad jeg gør lige nu. Kun fortælle sine nærmeste om sine følelser og ligge i sengen med en kop the.

Jeg er ikke et normalt, følsomt menneske (men intelligent vedhæfter jeg mig stadig ved er en af mine kvaliteter). Jeg lægger mig ikke i sengen med en kop the. Jeg går i byen og drikker mig stiv i rødvin, øl, gin, hvidvin, hvidvin blandet op med billige sodavand fra fakta, asti... Og så deler jeg mit liv i offentligheden. - Min måde at bearbejde mine problemer på er muligvis sær, men tænk på hvor underholdende det er for jer (altså jer = de 11 faste læsere jeg har).
Vejen til katastrofe er brolagt med formodede succeser der vender 180 grader og ender i den førnævnte katastrofe. Først gik alt strygende med min ansøgning til Kolding Designskole... Lige indtil det endelige svar fra dem var nej, og jeg på det tidspunkt var rykket tilbage til Odense og sad i venteposition hos mine forældre. En anden faktor der gjorde at det gav mening for mig at være i Odense var selvfølgelig også at jeg havde fundet en fyr som boede her, og som var blevet min kæreste (ja, den første kæreste i... tusind år). Så jeg priser mig lykkelig med at jeg stadig har manden jeg elsker, og der går ikke lang tid før jeg får et arbejde på et hotel som receptionist, hvilket jo også var skønt. Skønt, lige indtil min kæreste går fra mig. NÅ! Hvad har vi så tilbage efter både fremtidsdrøm og kærlighed er røget ud med badevandet (frivilligt)? Joh.. Mit job havde jeg tilbage, og en lejlighed. Lige indtil katastrofe nr. 3 indtræffer i dag: Jeg bliver fyret.

Ja. Jeg er blevet fyret. Dét i sig selv er jeg jo selvfølgelig ikke den eneste der har oplevet. Folk bliver fyret hver dag. Var det 600 mennesker SAS skulle fyre nu her? Nej. Det er bestemt ikke selve fyringssituationen jeg er forfærdet over. Det er fremgangsmåden af selve fyringen der forfærder mig. Tak skæbne, hvor findes der mange falske mennesker i denne verden. Falske som i den klassiske "siger det ene, men mener og handler efter noget helt tredje - af ren uprofessionalisme og i den forbindelse barnlig konfliktsky.....hed?". Jeg har ikke tænkt mig at skåne nogen navne i dette blogindlæg, simpelthen fordi jeg ikke føler noget behov for det (og ja, det mennesker der så bliver hængt ud i dette indlæg fortjener mindre respekt end samtlige af mine ekser som er blevet hængt ud i tidens løb - og det siger (til jeres information) ikke så lidt).
Der sidder jeg i min seng i går, i strålende humør, efter en hel dag fyldt med tegne-aktivitet. Telefonen ringer, og det er overtjeneren fra mit arbejde, Berit (og ja, jeg vrænger imens jeg udtaler hendes navn. Har jeg efterhånden gjort længe). Hun spørger om jeg ikke kan møde næste dag (altså i dag) kl. 13 (skulle til noget vinsmagning derinde kl 15 alligevel)- Jeg spørger naturligvis hvorfor, og får ikke rigtigt noget svar... Jeg kommunikerer hvor nervøs jeg er over det manglende svar, og om det drejer sig om noget alvorligt. Denne kvinde (Berit) lyder som en 14 årig knægt der ringer for at aftale en tid med sin kæreste for at slå op med hende. Nej vent. Selv en 14 årig knægt ville have den anstændighed enten at gøre det med det samme over telefonen, eller i det mindste fortælle hvad det hele drejede sig om. Det eneste denne kvinde (som er 36 men som ligner en på 52) kan finde ud af, er at stikke et stort, fedt, falsk "Det er BARE en samtale med Cecilie og mig! HEJ HEEJ", og så lægge på. Min intuition er ret god, og derudover, så er jeg ikke idiot. Jeg fornemmer straks at der er noget helt galt. Det eneste problem er at jeg bare ikke kan komme i tanke om at jeg har lavet nogle store fuck ups som ansat. Så jeg går i gang med at spekulere over hvad fanden jeg kunne have gjort som er så forfærdeligt at jeg nu står til en fyring. I denne forbindelse får Berit Bullshit (som jeg har døbt hende) så også ødelagt min nattesøvn OG hele min aften.  

Deres begrundelse var at "kemien bare ikke var rigtig".

Undskyld, men har jeg været i et umodent forhold med mit fucking JOB, siden at jeg skal have den samme grund til at blive fyret, som mange af mine uheldige forelskelser har brugt for at droppe mig. Hvad fanden sker der for ******* fucking Hotels når de kan fyre folk på et så tyndt grundlag. Og i den forbindelse skal det også lige nævnes, at jeg efter min egen mening kom super godt ud af det med de andre ansatte (på nær Berit Bullshit), og at den førnævnte kemi bestemt var der for mig, siden at jeg glædede mig til at komme på arbejde altid, og på ingen måde følte mig udenfor. Derudover var der absolut ingen kritikpunkter af min arbejdsindsats. Ingen. De fyrer mig udelukkende på grund af min personlighed. Og ved i hvad? Jeg har som før nævnt en ret god intuition, og den fortæller mig i denne omgang at Berit Bullshit var den fucking eneste med den manglende kemi. Men jeg kan sgu heller ikke have god kemi med en overstresset, overvægtig, semi-alkoholisk, røvslikkende, konfliktsky arbejdsnarkoman uden liv som dater en mand der går under navnet "Boye".... eller "Bøje".... aner ikke hvordan det staves, og er egentlig også ligeglad. Og nej, det er jeg ikke den eneste der synes om hende. Det er faktisk stort set alle andres holdning på den arbejdsplads. Men fordi hun er sådan en ansat, som hele tiden er på arbejde, og som har gjort sig selv uundværlig, rent arbejdsmæssigt, så er der ingen der siger noget, på trods af at de skal finde sig i at kvindemennesket vrisser til højre og venstre når bare der er en lille smule travlt, fordi hun er max stresset hele tiden. 

Så her sidder jeg, stadig søvnløs, og undrer mig over hvornår livet blev så kaotisk, og prøver at finde en mening med at jeg nu er frataget alt det der gjorde mig tryg og glad (på nær min lejlighed som jeg nu ikke ved hvordan jeg skal have råd til). Indrømmer gerne at jeg holder af ro og orden i visse aspekter af mit liv. Jeg kan ikke leve boheme hele vejen igennem. Jeg holder af orden. Jeg holder af at vide at jeg i hvert fald har penge til at gøre de ting jeg vil - og ikke mindst at have til huslejen. Næste stop bliver uundgåeligt kontanthjælp, som var det jeg forsøgte at undgå i starten. Men hvem fanden sikrer én et job, når man, på trods af sin gode indsats, kan blive fyret med grundlaget "kemi"? Og jeg som troede at kemi var noget man fandt på en gymnasieelevs skoledag.
Samfundet kritiserer unge mennesker på min alder for at være dovne og forkælede, og for ikke at yde sit yderste for at få et job. Men når man rent faktisk fandt et job, og passede det ordentligt, og stadig bliver fyret, hvad kan man så stille op? Akkurat som når man finder sig en kæreste, der siger han elsker dig, og så ender med at skride alligevel! I det mindste kan man da forvente det af mænd, men ligefrem ende i en afvisning af sin person på sin arbejdsplads. Jeg har mest lyst til at kigge dybt i flasken og gå i hundene fremfor at blive ved med at kæmpe for at få noget forbandet ro i tilværelsen. Bare for en tid, inden jeg skal igennem hele "Kolding Designskole"-ansøgnings-helvedet igen. Er det for meget at forlange? En smule ro? En simpel tilværelse hvor man bare arbejder og tjener lidt penge for en stund?
Ak, jeg er begyndt at tro at mit liv er en lang sæbe opera hvor det næste personlige livsdrama venter om hvert gadehjørne, og hvor jeg som den eneste ikke kan vide mig sikker, lige meget hvor hårdt jeg prøver. Og ja, jeg er sikkert ikke den eneste, men helt ærligt... Så meget emotionelt drama på kun ca. 4 måneder? Jeg har ramt rock bottom, sådan rigtigt, for første gang nogensinde, og jeg håber virkelig at det er sandt, at den eneste vej nu er op. Men hey... Who are we kidding? Tingene kan altså altid blive værre, og jeg har allerede pergament nerver. Så hvad fraholder skæbnen fra at få mig til at blive gravid ved et uheld, eller falde ud foran en bil med en alkoholiseret fører... Jah, hvorfor ikke begge dele på samme uge?

Ironisk nok var mit sidste blogindlæg utroligt optimistisk og fuld af appetit på livet. Jeg står nu med et altoverskyggende dilemma. Jeg kan blive udbredt pessimist, og tænke, at livet kun vil mig ondt og dermed ikke nikker enigt med mig når jeg priser dets gang.. Jeg kan derimod også bare læne med tilbage, se "Peters Baby" med Ebbe og Dirch, og nyde at jeg pludselig har fri i morgen.

Hmm.. Tough choice... Men jeg tror nu at jeg for nu lader Dirch og Ebbe få min opmærksomhed :)


Håber i nød det! Jeg gjorde... Det lettede...




- Marie